Botilbud
Hos Bella Noa tror vi på, at alle mennesker besidder unikke potentialer, som kan udvikles, uanset hvem man er og hvor man kommer fra.
Derfor stræber vi altid efter, at få beboernes forskellige potentialer til at blomstre. Vi ønsker at skabe et miljø, der støtter beboeren i at tilegne sig kompetencer, som udvikler deres funktionsniveau yderligere. Det danner grobund for større selvstændighed og gladere livsudfoldelse i balance mellem daglige gøremål, arbejde og fritid.
I hverdagen stræber vi efter, at beboerne spiser sammen så ofte som muligt, så de kan føle sig trygge i hinandens selskab. Der danner samtidig grobund for et vigtigt fællesskab, hvor de kan lære at bruge hinandens forskelligheder positivt.
Indholdet i dagligdagen er tilrettelagt således at det udvikler den enkeltes generelle kompetencer. Der bliver lagt vægt på ansvarlighed for egne handlinger, selvstændighed, hygiejnisk forståelse, praktiske færdigheder, økonomisk indsigt og socialt netværk. Alle beboere deltager i dagligdagens almindelige praktiske opgaver, som f.eks. madlavning, rengøring, vask og indkøb. Den enkelte beboer får udarbejdet et dags- /ugeskema som beskriver, hvad deres dag/uge indeholder. Det giver beboerne forudsigelighed og struktur, hvilket skaber ro og genkendelighed.
Beboerne får støtte og hjælp til at strukturere deres opgaver, så det på sigt bliver til rutiner. Der trænes ADL-forløb (Almindelig Daglig Levevis) nøje tilrettelagt efter den enkeltes potentiale og motivation. Efter behov arbejdes der med bl.a. piktogrammer og sociale historier, så den enkeltes forståelsesniveau bliver tilgodeset og udviklet. Der er ligeledes mulighed for teknologiske hjælpemidler ved behov.
Bella Noa er desuden en del af samarbejdet mellem Fonden – Det Private Botilbud og Kildehaven, der centrerer sig om skabelsen af et inkluderende og støttende fællesskab. Dette fællesskab strækker sig over enheder fordelt på 8 botilbud og 6 beskæftigelsestilbud, der er spredt ud over Midt- og Vestsjælland. Hver enhed er dedikeret til at give beboerne mulighed for, ikke kun at opbygge et hjem, men også at deltage aktivt i arbejds- og fritidsliv samt at nyde ferier i et trygt og understøttende miljø.